Familie · Kræft

Når kræften rammer..

Jeg synes kræft er et vigtigt emne, at skrive om. Det er en forbandet sygdom.
Kræft

I min familie har vi været ramt af flere omgange.

Jeg husker som barn, hvor ked af det min mor blev, da hendes morbror døde af kræft tilbage i 1990.

Det var min første oplevelse med kræft. Jeg var 5 år gammel.

Skæbne ville, at min mor også skulle dø af kræft i 2013, den blog kan du læse her

Men det stopper ikke der.

Min svigerfamilie er hårdt ramt af kræft.

Da jeg for 11,5 år siden lærte min mand at kende, lærte jeg også hans mormor som var kræft syg, at kende.

Hun havde i en alder af 65 år fået brystkræft. I årene frem til hendes død i dec. 2011, havde det nået at sprede sig til lunger, hovedet og leveren. Hun var den 5. kvinde i sin familie som døde af kræft –  2 af hendes søstre, mor og mormor var også døde af kræft. Hun blev 81 år gammel.

I foråret 2011 havde kræften endnu en gang ramt familien, og denne gang var det min svigermor som fik konstateret brystkræft.

Hun bliver opereret 2 gange i det ene bryst og 3 gange i det andet, samt får fjernet alle lymferne i armhullerne.

Med hjælp fra kemobehandling og strålebehandling bliver hun erklæret kræft fri i 2012.

I 2013, en måned efter min mor er blevet bisat, brækkede min svigermor hoften stående. Hun havde været til lægen flere gange og sagt at der er noget galt. Hun havde ondt i benet og gener når hun gik og det var voldsomt ubehageligt for hende.

Til en scanning af hoften efter bruddet, finder lægerne ud af, at hun har en tumor siddende på lårbensknoglen som har provokeret bruddet.

Kræften er kommet tilbage og denne gang som knoglekræft.

Efter flere indlæggelser, operationer, tilbagevende infektioner og strålebehandling kom det endelig under kontrol, men hun skal gå med krukker resten af livet.

Men som om det stopper der!

Nej!

For når først kræften er indenfor i kroppen, ja, så kommer den jo tilbage. Det har vi jo kunne se flere gange.

1/1-2016 fortalte min svigermor, at der igen var vækst i de knuderne i hendes bryster, som var blevet fundet ved et tjek, og hun skal nu i gang med forløb mod kræft igen.

Jeg havde spurgt om jeg ikke skulle tage med ind til samtalen med lægen, som hun skulle til i sidste uge, for jeg kan huske, hvordan det var første gang, da hun fik konstateret brystkræft – man skal holde ørerne stive med alt den info som kommer fra lægen og sygeplejersken.

Det viste sig at være en go’ ide. For en ting er, at medicinen har taget på hendes hukommelse, og som hun selv siger, nogle gange så kan hun ikke huske fra næse til mund.

Beskeden til samtalen i sidste uge var dog af en lidt anden karakter end først antaget.

Det viste sig nemlig, at der ikke var vækst i de knuder i brysterne, de stod i stampe. Heldigvis for det!

Det var desværre meget værre end det.

Min svigermors kræft har spredt sig til hjernen, og der er vækst i lymferne ned i venstre ben.

Det var altså noget af et slag for os begge. Jeg måtte lige hanke op i mig selv, og bevarer roen, for jeg var godt nok på nippet til at bryde sammen i gråd. Det var mest frygten for også, at skulle miste hende, som meldte sig et kort øjeblik for jeg har faktisk et godt forhold til min svigermor, og vi holder sammen i både gode og svære stunder.

Hun var til en akut MR scanning af hovedet i onsdags, så hendes billeder kunne komme med på konference torsdag morgen med specialister, som skal lave en plan for et behandlingsforløb.

Vi håber på det bedste.

Jeg har  sagt til Vor Herre, at han lige kan vove på, at tage hende lige nu! Hun skal nemlig, ligesom min far, leve til hun bliver 100 år 😊

I denne uge får vi svar på hvordan hendes behandlingsforløb kommer til at blive. Det afhænger af hvor mange og hvor store de knuder i hjernen er. Der sidder nemlig både udvendig og indvendig omgivet af væske.

Vi krydser og håber på, at der er få knuder og at de kan opereres så det ikke kun er strålebehandling hun skal have, så vi for en periode kan undgå kræft i familien.

Det er hårdt at være både efterladt og pårørende til en kræftsyg. Man føler sig på mange måde magtesløs når dem man holder af er så syge, at man ikke kan hjælpe på anden måde end, at holde deres hånd.

Jeg føler tit en afmagt når man ved man har en person på lånt tid.

En ting må jeg dog sige, selvom jeg savner min egen mor forfærdelig meget – til tider fuldstændig hjerteknusende! – så er jeg glad for, at hun ikke skulle igennem alle de behandlinger, som min svigermor har været og kun kunne livsforlænges.

Det er hårdt at sige!

Men når man flere gange har set nogle man holder af være så syge som jeg har, er jeg glad for min mor fik fred og ikke skulle kæmpe længere end hun gjorde.

Min svigermor har efterfølgende sagt at hun var glad for at jeg tog med, og at det er dejligt at vi holder sammen og støtter hinanden som familie, specielt i svære tider. Men et godt bagland skal nok hjælpe hende på vej. Nu venter vi bare på hvordan hendes behandlingsforløb kommer til at blive.

Jeg ved det bliver en hård periode, ikke mindst for børnene, som har set farmor meget syg flere gange.

Denne blog er skrevet med samtykke fra min svigermor.
Version 2

Her er hun med vores hund Fie ❤️

Tak fordi du læste med.

/Christina

Advertisements

One thought on “Når kræften rammer..

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s